Harry Potter-spil mangler bøgernes charme

I ’Harry Potter og Halvblodsprinsen’ knejser troldmandsskolen Hogwarts højt og mystisk og indbyder med gemte skatte til udforskning. 

Som i spil som ’Grand Theft Auto’ er der ikke en historie, der slavisk skal følges, men i stedet og i tråd med tidens trend danner den store skole og områderne omkring rammerne for magiske eventyr.

En hovedhistorie og forskellige små opgaver, man kan udføre eller ignorere. Efterhånden, som opgaver løses, åbnes nye områder, og nye muligheder byder sig.

Det var det gode, der var at sige om dette syvende spil om troldmandseleven Harry Potter.

Spillet er det bedste i serien om den bebrillede teenagedreng. Men at være det bedste spil om Harry Potter er som at være den højeste dværg – en bedrift, når du er blandt ligemænd, men du kan stadig ikke se scenen, hvis du står på 10. række til en koncert.

Robotagtige elever
Spillet er ikke venstrehåndsarbejde på samme måde, som vi tit ser det med hurtigt producerede spilmatiseringer af populære film, der jo skal ligge klar i butikkerne til at blive købt af fans, der ikke gider vente på, at de første dårlige anmeldelser melder sig.

Grafikken er skarp, det virtuelle Hogwarts er stort og tilpas mystisk og tydeligvis bygget med omhu, og musikken er stemningsfuld og passende episk. Karaktererne lader dog noget tilbage at ønske, med firkantede træk og robotagtige animationer.

Nogle af de originale skuespillere har lagt stemmer til, men på nær Robert Grint, der spiller Harrys bedste ven Ron, ingen af hovedpersonerne.

Historie i brudstykker
Handlingen i spillet følger den sjette og næstsidste bog i serien og har lidt småelementer med, som ikke var i filmen, men er ellers visuelt baseret på filmens udgave af Hogwarts og personerne på skolen – og handlingen fortalt i brudstykker og små animerede tableauer giver ingen mening, hvis man ikke allerede kender historien.

Fans vil nyde den detaljerede troldmandsskole, der gradvist åbnes med hemmelige gange og skjulte kroge. Er det selv at gå på sightseeing på skolen ikke motivation nok, så er der skjolde, der skal findes og samles, og som gør én stærkere til senere udfordringer. Ellers kan man nøjes med at gå, hvor spillet eller ens guide, spøgelset Næsten Hovedløse Nick, viser én hen.

I modsætning til ikke-lineære forbilleder som førnævnte ’Grand Theft Auto’ eller et rigtig godt spil, der også foregår på en kostskole, nemlig ’Bully’, så udviser Harry Potter begrænset originalitet med sin verden. Skolens uendelige gange består af de samme stenvægge, og de andre elever er robotter uden sjæl og en uhyggelig begrænset parlør af fraser, de kan fyre af, når man løber dem over ende på vej et sted hen.

Tredelte udfordringer
Spillets udfordringer er delt i tre småspil. Brygning af trylledrikke, Quidditch og magiske dueller. Trylledrikkeriet gælder om at følge en opskrift og huske forskellige håndgreb for bl.a. at hælde, ryste og opvarme ingredienserne. I Quidditch tager man rollen som holdets seeker, der kan afgøre en kamp, hvis han fanger den lille flyvende snitch.

Troldmandduellerne er det sjoveste, hvor man skal benytte en lille håndfuld magiske tricks, undvige modstanderens og time det hele rigtigt. De tre spil er lidt sjovere til Wii, hvor Wii Remoten kan agere tryllestav – til gengæld er grafikken her en tand mere kantet og den almindelige styring mere anstrengende. Spillet er ganske kort og ret nemt, så det burde måske appellere mere til yngre fans, men desværre er det danske flag på coveret misvisende, da kun manualen er oversat.

Alt i alt er dette Harry Potter spil o.k., særligt for fans, der nyder at gå skolen rundt i Harrys sko.

Men spillet mangler bøgernes charme og originalitet. Og filmens action er her erstattet af dueller og Quidditch-kampe, der hurtigt bliver enerverende gentagelser – her er Harry Potter-seriens sjæl borte, og tilbage er en ganske nydelig, men også ret tom skal.